Obari H, Nattestad A, Reibel J, Sewerin I. Osteosarkomer i kæberne. En oversigt og præsentation af et tilfælde
Osteosarkomer i kæberne er sjældne. Det kliniske og det radiologiske billede er karakteristisk, og ved mistanke bør patienten straks henvises for nærmere udredning af hensyn til tumorens aggressive natur. Kæbeosteosarkomer forekommer i aldersgrupper der er ældre end de aldersgrupper som rammes af osteosarkomer i det øvrige skeletsystem, og de har en bedre prognose. Der gives en oversigt over osteosarkomernes klinik, histologi, radiologi og behandling, og der beskrives et patienttilfælde som belyser flere af kæbeosteosarkomernes væsentlige diagnostiske karakteristika.