Sewerin I. Det marginale parodontiums og de marginale parodontopatiers terminologi
Bør sygdomme lokaliseret til tændernes befæstigelsessystem i fagsprog hedde paradentitis, parodontitis eller periodontitis? Er sygdommene lokaliseret til tændernes paradentium, deres parodontium eller deres periodontium? Er det korrekt at betegne sygdommene som hørende til tændernes omgivelser (para-, peri-) når selve tænderne, via cementen, også er involveret i sygdommen? Skal fagområdet hedde parodontologi, periodontologi eller periodonti, og på engelsk periodontology eller periodontics? Bør det i populær omtale hedde paradentose, parodontose eller periodontose? I artiklen reflekteres over terminologien vedr. tændernes befæstigelsessystem og tilhørende sygdomme, bl.a. i et historisk perspektiv.