Christensen LB, Jensen DJ, Petersen PE. Gingivale forhold, egenomsorg og behandlingsmønstre blandt gravide danske kvinder
Tidligere studier af graviditetsgingivitis har været baseret på kliniske undersøgelser, og de fleste forfattere har rapporteret høj prævalens af tilstanden. Nærværende undersøgelse er baseret på gravide kvinders selvrapportering af gingivale forhold. En tredjedel af undersøgelsesgruppen havde registreret et eller flere tegn på gingivitis under graviditeten. Størstedelen af de adspurgte kvinder angav at deres tandkød var meget godt, godt eller »normalt«, til trods for at der i denne gruppe også var kvinder der havde oplevet tegn på gingivitis. Kun en fjerdedel af dem der havde registreret gingivale problemer under graviditeten besluttede at gøre noget specielt i den anledning. Tiltroen til egen indsats mht. kontrol af gingival inflammation synes at være høj i undersøgelsesgruppen. Set i lyset af at subjektive gingivale symptomer i nogle tilfælde kan være tegn på mere alvorlige tilstande i parodontiet samt at nyere studier peger på en sammenhæng med for tidlig fødsel, synes det relevant at praktiserende tandlæger styrker den forebyggende indsats for denne særlige målgruppe.