Jennum P, Hjorth T, Nørregaard O. Obstruktiv søvnapnø. Diagnostik, patofysiologi og behandling
Obstruktivt søvnapnø-syndrom (OSAS) er en søvnrelateret sygdom med vejrtrækningspauser under søvn. OSAS karakteriseres ved uregelmæssig vejrtrækning, snorken og fragmenteret søvn, samt dagtræthed og søvnanfald. Andre hyppige symptomer omfatter nokturi, morgenhovedpine, lette kognitive klager og sjældnere personlighedsforstyrrelser. Sygdommen er forbundet med øget risiko for hypertension, kardio- og cerebrovaskulær morbiditet samt trafikulykker, erhvervsmæssige og sociale problemer. Behandlingen omfatter livsstilsændringer, nasal CPAP og i visse tilfælde otologisk kirurgisk intervention. Tandlæger kan have stor betydning som led i udredning og behandling af sygdommen, da kraniofaciale og strukturelle afvigelser i den øvre luftvej har stor betydning for forekomst af sygdommen. Yderligere kan odontologisk intervention, fx i form af tandbårne skinner og andre apparaturer have betydning som led i behandling af nogle patienter med OSAS. Der er en betydelig underrapportering, underdiagnosticering og underbehandling af OSAS. Det må anbefales at mulighederne for diagnostik og behandling forbedres, og at den tværfaglige indsats opprioriteres.