Marker P, Krogdahl A. Odontogene blandingstumorer: Stadier i et kontinuum eller selvstændige enheder? Syv tilfælde og en litteraturoversigt

Oversigtsartikel Dato: 04.06.2003

I WHO's klassifikation af odontogene tumorer fra 1992 synes nogle af tumorerne i gruppe 1.1.2. - de odontogene blandingstumorer - at have et vist slægtskab. Det drejer sig om flg. tumorer: ameloblastisk fibrom (AF), ameloblastisk fibrodentinom (AFD), ameloblastisk fibro-odontom (AFO) og det komplekse odontom (KO). Spørgsmålet er om der er tale om selvstændige enheder, eller om de repræsenterer forskellige stadier i et udviklingsforløb, der starter med AF og ender med KO. Der gives en litteraturoversigt og præsenteres syv egne tilfælde af odontogene blandingstumorer. Behandlingen af tumorerne samt deres udviklingsmæssige relationer diskuteres. Mht. behandlingen kan det konkluderes at konservativ kirurgi er den relevante terapi, men den bør dog følges op af omhyggelig kontrol. Mht. tumorernes patogenese og evt. indbyrdes sammenhæng konkluderes det, på baggrund af litteraturgennemgangen, at der tilsyneladende findes to typer af AF, én der er en ægte tumor, og ikke udvikles videre, og én der er starten på en udvikling, der ender med KO. AFO opfattes som et forstadium til KO, og ikke som en selvstændig tumor. Det sammensatte odontom anses for at være en selvstændig enhed, der ikke udvikles fra KO, men nærmest kan opfattes som en ekstrem tandanomali, formentlig forårsaget af lokale forhold.