Petersen PE, Kjøller M, Christensen LB, Krustrup U. Voksenbefolkningens tandstatus og udnyttelse af tandplejetilbuddet i Danmark 2000. Sociale og adfærdsmæssige determinanter for udvikling
I Danmark som for øvrige vestlige industrisamfund er der i de senere år konstateret markante ændringer i det orale sygdomspanorama for børnebefolkningen. Nærværende undersøgelse af tandstatus og tandplejeadfærd indikerer at en tilsvarende positiv udvikling er i gang for voksenbefolkningen. Gennem tidsperioden 1987-2000 er andelen af tandløse danskere reduceret, og flere midaldrende og ældre mennesker bevarer et funktionelt, naturligt tandsæt. Undersøgelsen viser en positiv langtidseffekt på tandstatus af deltagelsen i regelmæssig tandpleje i barneårene, og tilstedeværelsen af et funktionelt tandsæt er associeret med regelmæssig udnyttelse af voksentandplejetilbuddet. Sociale faktorer i form af lav indkomst og skoleuddannelse har fortsat signifikant negativ betydning for tandforholdene, og dette mønster er særligt stabilt i ældrebefolkningen. Målene for tandstatus i år 2000 som formuleret af Verdenssundhedsorganisationen WHO og Sundhedsstyrelsen er opnået for yngre voksne og for reduktion af tandløshed i ældrebefolkningen, hvorimod mål for andelen af ældre med funktionelt, naturligt tandsæt ikke blev opfyldt.