Pipenbring P. Tandlægers arbejdsmiljø, helbred og trivsel. En litteraturgennemgang
Tandlægebranchen er kun én af mange brancher hvor der er fokus på arbejdsrelateret stress. If. WHO er stressforekomsten stigende i de vestlige lande, primært fordi de psykiske jobkrav, herunder arbejdstempoet, er blevet højere, og fordi den sociale støtte på arbejdspladserne er faldende.Der har siden 1921 været fokus på tandlægers fysiske arbejdsmiljø (røntgenstråling, kemiske stoffer (fx kviksølv)). Frem til begyndelsen af 1980´erne var der meget få statistiske undersøgelser indeholdende valide konklusioner. Disse konkluderede at tandlæger i 1960´erne og 1970´erne generelt var sundere, levede længere samt håndterede arbejdsrelateret og emotionel stress lige så godt som andre mennesker af samme køn, med samme religion, uddannelsesmæssig baggrund og socioøkonomisk status (1). Det ser imidlertid ud til at dette billede er ved at vende. If. international forskning synes arbejdsrelateret stress at være stigende blandt tandlæger. Årsagerne menes at samle sig om tandlægers psykosociale arbejdsmiljø, uddannelse, personlighedstræk, høje psykologiske jobkrav, tandlæge-patient-samarbejdet og utilfredshed blandt personalet.