Bergmann OJ. Diabetes mellitus og oral sundhed
Forekomsten af diabetes mellitus stiger. Der findes i Danmark ca. 130.000 diagnosticerede diabetikere, og det skønnes at yderligere 100.000 har sygdommen uden at vide det. Diabetes mellitus vil kunne manifestere sig i mundhulen ved nedsat spytsekretionshastighed, og længerevarende sukkersyge er associeret med forekomst af øget parodontalt fæstetab. Hertil vil der kunne forekomme glossodyni - antagelig som en manifestation af diabetisk neuropati - og sårhelingsevnen kan være nedsat. Omvendt synes tandrensning kombineret med antibakteriel behandling at kunne påvirke den metaboliske status ved sukkersyge. Der foreligger et behov for at klarlægge effekten af en målrettet tandplejeindsats hos patienter med diabetes mellitus.