Danielsen B, Hørsted M, Teglers PT. Tandklinikassistenters tilfredshed med valg af uddannelse og deres forventninger til fremtidig beskæftigelse
Oplevelsen af et godt arbejdsklima og indfrielsen af forventninger om et selvstændigt og alsidigt arbejde har stor indflydelse på om specielt de unge nyuddannede klinikassistenter ønsker at fortsætte i erhvervet. 973 elever i uddannelsen til tandklinikassistent på SKT i Århus og København besvarede på sidste skoleophold et spørgeskema om deres målrettethed i valg af uddannelse, erhvervsstabilitet, oplevelser af uddannelsesmiljøet på praktikstedet og ønsker om arbejdsopgaver. I gennemsnit forventede 37,8% af eleverne i privat praksis at bruge deres uddannelse mange år frem. I aldersgruppen 19 år udgjorde antallet dog kun 22,3%, mens der i aldersgruppen 25 år var 67,1% der ønskede at blive i erhvervet. 15,4% ville forlade erhvervet straks efter endt uddannelse, mens 43,5% forventede at arbejde nogle få år som klinikassistent. 41,8% af eleverne svarede ja til at de havde oplevet psykiske arbejdspladsproblemer, heraf 67,6% med chefen som årsag. Tre fjerdedele ønskede at få mulighed for at deltage i alle de arbejdsopgaver der indgår i skoleuddannelsen, herunder de selvstændige opgaver som fx mundhygiejneinstruktion, fluoridbehandling og afpudsning. Mens 2/3 af gruppen over 25 år havde valgt uddannelsen af speciel interesse for faget, gjaldt dette kun for halvdelen af eleverne under 25 år. Det bliver en fremtidig opgave for tandplejen at fastholde flere af de unge nyuddannede i erhvervet.