Hermund NU, Schiødt M. Klinisk oral status hos patienter med hoved- hals-cancer ét år efter fokussanering og strålebehandling
I Danmark diagnosticeres ca. 950 nye tilfælde af cancer om året i hoved-hals-regionen, hvilket svarer til 3-4% af alle cancertilfælde. Disse patienter vil for flertallets vedkommende gennemgå strålebehandling, der involverer tænder, kæber og spytkirtler. Det er velkendt at denne behandling medfører en række orale symptomer og følgetilstande. Formålet med denne undersøgelse var at efterundersøge en patientgruppe 1-2 år efter dental fokussanering og strålebehandling, foretaget i Københavns Amt. Formålet var endvidere at registrere incidensen af uforudset opståede situationer, der førte til konsultation/ behandling og som med overvejende sandsynlighed var en følgevirkning af strålebehandlingen, samt yderligere at registrere årsagen til disse situationer og på baggrund heraf at opstille rekommandationer til opfølgende odontologisk kontrol og behandling.