Akutte orale infektioner hos patienter med hæmatologiske sygdomme
Hæmatologi, med bl.a. sygdommene leukæmi og malignt lymfom, er det medicinske speciale hvor man møder den største forekomst og samtidig den største kliniske betydning af orale infektioner. Akutte orale infektioner vil under cytostatikabehandling optræde hos tre fjerdedele af patienterne, og den kliniske betydning fremgår af at septikæmi i en tredjedel af tilfældene vil have oral infektion som sandsynligt eller muligt infektionsfokus. Formålet med artiklen er at gøre status mht. vores aktuelle viden om patogenese, forekomst, klinisk betydning og mulig forebyggelse af akutte orale infektioner hos patienter med maligne blodsygdomme i cytostatikabehandling.