Aterotrombose

Oversigtsartikel Dato: 01.06.2006

Akut koronarsyndrom er patoanatomisk og biokemisk karakteriseret ved en inflammatorisk reaktion. Patoanatomiske undersøgelser har ligeledes påvist mikroorganismen Chlamydia pneumoniae i ateromatøse forandringer i karbanen. Serologiske markører for tidligere Chlamydia pneumoniae-infektioner er i flere undersøgelser af patienter med kendt iskæmisk hjertesygdom fundet associeret til forekomsten af akut koronarsyndrom. I to små kliniske undersøgelser har antibiotisk intervention med et makrolidantibiotikum rettet mod Chlamydia pneumoniae reduceret incidensen af akut hjertesygdom. Parodontitis marginalis er ligeledes karakteriseret ved infektion og inflammation. Samtidig er parodontitis marginalis signifikant associeret til forekomsten af iskæmisk hjertesygdom, uafhængig af andre risikomarkører. Spørgsmålet er om parodontitis marginalis og akut koronar hjertesygdom har en fælles patogenese med baggrund i en tidligere Chlamydia pneumoniae-infektion?