Behandling af profunde carieslæsioner med gradvis ekskavering
Hvordan går det på langt sigt når profunde carieslæsioner behandles med gradvis ekskavering? Denne praksisbaserede undersøgelse rapporterer langtidsresultater, hvor danske tandlæger rundt i landet har behandlet profunde carieslæsioner i permanente tænder med denne metode. Der indgik 94 læsioner i undersøgelsen. Ved første besøg færdigekskaveredes perifert, og centralt fjernedes den superficielle bløde og nekrotiske dentin. Der benyttedes en kalciumhydroxidbaseret bunddækning samt en temporær fyldning mellem den første og den endelige ekskavering. Den endelige ekskavering blev hyppigst færdiggjort efter seks mdr. I fem tilfælde var der pulpale komplikationer, og to patienter kunne ikke genindkaldes. Af de 87 færdigbehandlede læsioner blev der ved langtidskontrol (31/2-41/2 år) registreret 92% vellykkede tilfælde uden objektive og subjektive symptomer. Ud fra nærværende praksisbaserede erfaringer kan det konkluderes at behandlingen af profunde carieslæsioner med gradvis ekskavering har en særdeles god langtidsprognose.