Behandling af xerostomi/hyposalivation
Xerostomi (X) er betegnelsen for en subjektiv mundtørhedsfornemmelse, mens hyposalivation (H) er betegnelsen for den objektivt nedsatte spytproduktion. Patienter med X har ofte, men ikke altid H. Kvantitativt såvel som kvalitativt forringet spytsekretion medfører ofte en række orale symptomer. Der findes i dag ingen kausal behandling af X/H. Behandlingen vil oftest rette sig mod symptomerne og følgevirkningerne af H. Denne oversigt er en gennemgang af nogle ætiologiske, epidemiologiske og terapeutiske aspekter ved X og H. Endvidere omtales mere detaljeret systemisk pilokarpinbehandling, som synes at være en lovende behandlingsmulighed.