Candidosis oralis
Gærsvampe forekommer ofte i mundhulen hos raske mennesker og betragtes som opportunistiske gærsvampe. Men under visse forhold kan gærsvampene, især Candida albicans, inficere slimhinden. Candida-infektioner betegnes 'de syges sygdom'. Candidosis oralis har mange kliniske manifestationer, og i relation til de akutte infektioner er der ofte svie og brænden i mundslimhinden. Både lokale og systemiske faktorer er involveret i patogenesen, og samspillet mellem disse har betydning for det endelige udfald af sygdomsprocessen. Candidosis oralis ses derfor ikke sjældent i visse befolkningsgrupper, fx nyfødte, ældre, protesebærere, diabetikere, hiv-inficerede og patienter med Sjögrens syndrom. Candida-infektionen kan også optræde oven i andre slimhindelidelser, især i hyperkeratiniserede slimhindelidelser som fx leukoplakier og lichen planus, og dermed vanskeliggøre diagnostik af disse præmaligne tilstande. I nærværende artikel gennemgås de kliniske manifestationer, prævalensen af Candida, patogenesen, de prædisponerende faktorer, Candida-associerede forandringer samt diagnostik og behandling af candidosis oralis.