Cariesregistrering og cariesforekomst hos 18-26-årige værnepligtige mænd i 1995
Denne artikel kortlægger forekomsten af plakinducerede sygdomme hos en gruppe værnepligtige. Plak, caries samt den gingivale tilstand blev registreret på 114 18-26-årige værnepligtige på Høvelte Kaserne i 1995. Caries blev registreret vha. af tre metoder, hvis pålidelighed indledningsvis var fundet acceptabel i en laboratorieundersøgelse. Halvfems procent af de værnepligtige havde synlig plak på tænderne, og 70 % havde gingivitis. Hver værnepligtig havde i gennemsnit 3,8 flader med kavitetsudvikling begrænset til emaljen, og 0,4 flader hvor kaviteten blotlagde dentinen. Toogfyrre procent af de værnepligtige havde flader med radiologisk bedømt dentincaries, som visuelt var bedømt som sunde. Mere end 80 % af de værnepligtige havde læsioner, der kræver non-operativ eller operativ behandling, og 27 % havde læsioner, der ubetinget kræver operativ behandling. Det konkluderes, at unge mænd har et betydeligt behandlingsbehov, der kan relateres til mangelfuld mundhygiejne, og at forsvarstandplejen fagligt set således stadig har sin berettigelse.