Compomer: en ny type fyldningsmateriale
En ny type fyldningsmateriale kom for relativt nylig på markedet. Det drejer sig om de såkaldte compomerer, der blev lanceret på en måde, der fik én til at tro, at der var tale om glasionomercementer. Compomerer er imidlertid énkomponentmaterialer og en slags hybridmateriale, der udgør et forsøg på at kombinere de bedste egenskaber ved henholdsvis komposit plast og glasionomercement. Denne undersøgelse vurderede tre compomerer (Dyract, Compoglass og Luxat) mht. bindingsstyrke til dentin samt bøjestyrke og elasticitetsmodul. Bindingsstyrken til dentin blev undersøgt såvel uden som med den af fabrikanten foreskrevne forbehandling af dentinoverfladen. Forbehandling af dentinoverfladen viste sig helt nødvendig for bindingen til dentin. Såvel uden som med forbehandling bandt Dyract til dentin med signifikant højere bindingsstyrke end de to andre compomerer, der bandt med samme styrke. Der var ingen signifikant forskel mellem de tre compomerer mht. bøjestyrke. Luxat havde signifikant højere elasticitetsmodul end Dyract og Compoglass. Ved en sammenligning med konventionelle og lyspolymerisérbare glasionomercementer kan det konkluderes, at compomerer, ligesom lyspolymerisérbare glasionomercementer, har højere bøjestyrke og bindingsstyrke til forbehandlet dentin end konventionelle glasionomercementer.