Dentomaksillofaciale aspekter ved familiær adenomatøs polypose
Familiær adenomatøs polypose er en arvelig sygdom der med næsten 100% konstans fører til udvikling af kolorektal cancer, og som ubehandlet med lige så stor sikkerhed ender med dødelig udgang. Hos et flertal af patienterne ses ledsagesymptomer i form af osteomer i kæberne samt tandanomalier, og sygdommen har hermed odontologisk interesse. Tandlæger som behandler patienter med sygdommen, eller 1.-grads-slægtninge til disse, som kan være genbærere, skal være fortrolige med symptomerne. Forekomst af osteomer i kæberne kan have prædiktiv værdi mht. familiær adenomatøs polypose, men det udgør samtidig et problem for tandlægen at osteomer forekommer sporadisk hos raske patienter. I artiklen diskuteres retningslinjer ved fund af osteomer i kæberne.