Diabetes i tandplejen
'Diabetes - denne mystiske tilstand hvor kød og lemmer nedsmelter til urin. Livet er kort, ækelt og smertefuldt, tørsten er uudslukkelig, døden uundgåelig'. Så malende beskrev Areteios fra Kappadokien sygdommen diabetes mellitus. Under kategorien dentale risikopatienter hører også diabetespatienter. I forhold til risikogrupper med hiv og hepatitis B og C syner diabetes ikke af meget. På trods af dette skal man ikke være blind for at der i forbindelse med behandlingen af diabetespatienter kan opstå problemer som skyldes patientens sygdom. Behandlingen af diabetes har de sidste 10-15 år undergået radikale ændringer, hvilket direkte kan have betydning for hvordan man som tandlæge bedst behandler en diabetespatient. Da der sker en tilvækst af diabetespatienter, må tandlægen vide mere om sygdommen og dens indflydelse på forholdene i mundhulen for at undgå eller minimere de problemer som kan opstå.