Doppler ultralyd- skanning
Ved at anvende Dopplereffekten inden for medicinsk ultralydskanning fås en stærk billeddiagnostisk modalitet som rummer både fysiologiske informationer i form af flow-bevægelser i skanneplanet samt informationer om vævets morfologi. De fleste nyere ultralydskannere kan udføre Dopplerundersøgelser, og flow-informationerne vises enten som spektralanalyse eller som farve-Doppler. Herved kan undersøgeren vurdere blodgennemstrømningen i arterier og vener og i organer. Doppler ultralydskanning er 'grøn radiologi' idet der hverken anvendes ioniserende stråling eller kontraststoffer. Da metoden tillige er non-invasiv, har den naturligt erstattet flere invasive røntgenkontrastundersøgelser (arteriografier). I det følgende gives en kort gennemgang af teknikken bag Doppler ultralydskanningen samt en oversigt over mulige anvendelsesmuligheder.