En otteårig klinisk evaluering af keramiske indlæg fremstillet med CAD-CAM-teknik
Formålet med undersøgelsen var at evaluere Cerec CAD-CAM-indlæg, udslebet af to industrielt fremstillede fræsbare keramiske materialer over en otteårig periode. Seksten patienter fik hver to keramiske indlæg, ét i feldspat (Vita Mark II) og ét i glaskeramik (Dicor MGC). Indlæggene blev cementeret med en dualhærdende komposit plast og blev evalueret klinisk ved 0 år, 8 mdr., 2, 3, 5, 6 og 8 år vha. modificerede USPHS-kriterier. Ved undersøgelsens start blev 84% af indlæggene bedømt til at være optimale, mens 16% var acceptable. Én patient havde de første otte mdr. følsomhed i én tand. Alle 32 indlæg blev evalueret efter otte år, hvor tre indlæg var omlagt/repareret pga. fraktur i keramikken, hvorimod sekundær caries ikke blev observeret. Der var ingen signifikante forskelle i den kliniske funktion mellem indlæg fremstillet i de to keramiske materialer. CAD-CAM-indlæg havde en god klinisk funktion gennem otte år.Artiklen er baseret på et arbejde som tidligere er publiceret i European Journal of Oral Sciences 2000; 108: 239-46.