Er de parodontale forhold forringede hos hiv-smittede?
Det forhold at hiv-smittede og aids-syge i Tanzania har meget begrænset adgang til læge- og tandlægebehandling muliggjorde denne undersøgelse af en evt. sammenhæng mellem ubehandlet hiv-infektion og den parodontale tilstand. Vi undersøgte 119 hiv-smittede individer og 73 aids-syge patienter fra aids-klinikken på Muhimbili Medical Centre (MMC) i Dar es Salaam, Tanzania. Aldersgennemsnittet var 35,3 år blandt de hiv-smittede og 35,1 år blandt de aids-syge. 156 hiv-negative individer med et aldersgennemsnit på 28,3 år fungerede som sammenligningsgruppe. De beregnede risikomål (OR) hos de hiv-smittede og aids-syge afslørede ingen sammenhæng mellem parodontal status og sygdomsprogression udtrykt som antal lymfocytter og CD4+ T-celler. Den parodontale tilstand var heller ikke anderledes end den vi fandt i kontrolgruppen. Vores undersøgelse kunne således ikke bekræfte den ellers i flere undersøgelser beskrevne øgede risiko for parodontal sygdom som følge af hiv-infektion eller aids.