Er præoperativ skylning af mundhulen med chlorhexidin en god idé?
Mange undersøgelser har vist at der i forbindelse med brug af airrotor, sprayanordninger, trefunktionssprøjter og ultralydsrensere i munden opstår en aerosol ud af munden. Denne aerosol indeholder mange mundhulebakterier, svampeorganismer og virus, som det behandlende odontologiske personale indånder. Betydningen af dette i infektionsmæssig henseende kendes ikke. Andre undersøgelser har vist at en skylning med en 0,1% chlorhexidin-opløsning inden en behandling reducerer antallet af mikroorganismer i aerosolen med 80-90% i flere timer. En sådan præoperativ skylning anbefales af det amerikanske arbejdstilsyn (OSHA) og den amerikanske tandlægeforening (ADA). Den amerikanske hjertekirurgforening anbefaler desuden at patienter som skal gennemgå større hjerte-lunge-operationer, præoperativt får renset munden med chlorhexidin for at reducere en risikobetonet bakteriæmi postoperativt. På Afdeling for Kæbekirurgi og Oral Patologi, Tandlægeskolen i Århus, har vi derfor fra 1. september 1998 som standard indført at alle patienter som skal have udført et blodigt indgreb, præoperativt skal skylle munden med 0,2% chlorhexidin i 30 sek.