Et tilfælde af centralt hæmangiom i mandiblen behandlet med ekskokleation
Det centrale hæmangiom, der er en sjælden tumor i kæberne, er karakteriseret ved sin destruktive og invasive vækst. Læsionens kliniske og radiologiske fund er ukarakteristiske. Pga. risiko for ukontrollabel, evt. fatal blødning, såvel ved bioptering som ved forsøg på kirurgisk fjernelse, byder det centrale hæmangiom på store udfordringer både i den diagnostiske og den behandlingsmæssige fase. De kliniske, radiologiske og histologiske fund ved det centrale hæmangiom gennemgås, ligesom klassifikation og mulig patogenese anføres. Relevante behandlingsmæssige muligheder beskrives og diskuteres. Der præsenteres et tilfælde af et centralt hæmangiom i mandiblen, hvor konservativ behandling med ekskokleation var mulig. Det konkluderes at: 1) behandlingens formål er total fjernelse af alt tumorvæv mhp. at eliminere yderligere knogledestruktion, 2) detaljeret forundersøgelse og omhyggelig behandlingsplanlægning er påkrævet, og 3) en enkelt endegyldig behandlingsform for disse læsioner findes ikke.