Florid cementoossøs dysplasi
Florid cemento-ossøs dysplasi er en sjælden lidelse. Den optræder overvejende hos negrider og asiater, og der er kun beskrevet få tilfælde hos hvide. Den giver kun i ca. halvdelen af tilfældene symptomer, og oftest i de senere stadier. En del af de tidligere publicerede tilfælde er diagnosticeret ved røntgenundersøgelse i anden anledning. I artiklen præsenteres en 49-årig hvid, dansk kvinde med bilaterale forandringer i underkæben der radiologisk blev diagnosticeret som florid cemento-ossøs dysplasi. Patienten havde ikke symptomer der med sikkerhed kunne henføres til dysplasien, og der fandtes derfor ikke basis for at udføre knoglebiopsi. Tilstanden blev diagnosticeret som et tilfældigt fund på Tandlægeskolen, Københavns Universitet.