Forekomst af impakterede/retinerede tredjemolarer
Tredjemolarer er den hyppigst impakterede/retinerede tandtype. Den eneste mulighed for diagnostik af asymptomatiske, impakterede/retinerede tænder som er knogle-/slimhindedækkede, er røntgenundersøgelse. Både impaktation og retention indebærer en risiko for udvikling af komplikationer. I artiklen redegøres for en retrospektiv opgørelse af forekomsten af impakterede/retinerede tredjemolarer hos 2.000 voksne danskere røntgenundersøgt med panoramaradiografi. Impakterede/retinerede tredjemolarer forekom hos 13%, men prævalensen varierede betydeligt med alderen. Den største hyppighed registreredes i aldersgruppen 21-30 år (36%), og den mindste i aldersgruppen .71 år (8%). Antallet af impakterede/retinerede tænder per patient varierede mellem én tand (53%) og fire tænder (5%). De impakterede/retinerede tænder forekom hyppigere i underkæben (56%) end i overkæben (44%). I en gennemsnitspraksis med 1.000 voksne patienter må tandlægen forvente at 100-200 patienter har impakterede/retinerede, oftest symptomløse tredjemolarer.