Forekomst af rodfyldninger med sølvstifter hos danske patienter
I USA har sølvstifter som kernemateriale ved rodfyldning været et kendt alternativ til guttaperka. I Danmark har dette materiale kun begrænset udbredelse; undervisning i rodfyldning med sølvstifter har kun været givet periodevis på Tandlægeskolen i København, og aldrig i Århus. Formålet med undersøgelsen var at belyse omfanget af brug af sølvstifter i dansk praksis. Hos 500 danske patienter, der konsekutivt fik foretaget panoramarøntgenundersøgelse på Tandlægeskolen i København, registreredes antallet af rodfyldninger og de anvendte materialer. Hos 3% af patienterne forekom tænder rodfyldt med sølvstifter. Af i alt 1.143 rodbehandlede tænder var 19 (1,7%) fyldt med sølvstifter. Samtlige tænder på nær én var molarer. I enkelte tilfælde var alle kanaler fyldt med sølvstifter, men i de fleste tilfælde sås kombinationer af sølvstifter og guttaperka. Rodfyldninger med sølvstifter forekom i alle aldersgrupper. Den yngste patient i materialet var 24 år, og rodfyldningen med sølvstift var udført for ca. tre år siden. Det konkluderes bl.a., at rodfyldning med sølvstifter til stadighed bruges af visse danske tandlæger. Forekomst af rodfyldninger med sølvstifter kan ikke benyttes til udelukkelse af dansk nationalitet i identifikationssager.