Kerubisme

Oversigtsartikel Dato: 01.06.2006

Kerubisme er en familiær, selvafgrænsende fibrøs dysplasi, som angriber kæberne hos børn og unge, uafhængig af race. Den tidligere viden om kerubisme har været baseret på sammenfattende litteraturoversigter over fund i en enkelt familie eller hos en enkelt patient. Vores langtidsundersøgelse af 18 patienter fra flere slægter synes at være den eneste af sin art. Denne analyse bekræfter den tidligere opfattelse af sygdommen og klarlægger bl.a. at drenge gennemsnitlig angribes hårdere end piger, og at det ikke er muligt at forudsige om et småbarn med kerubisme vil udvikle samme sværhedsgrad som sine ældre angrebne slægtninge af samme køn. Desuden vil mindre kirurgiske korrektioner og operationer i angrebne kæberegioner ikke provokere øget vækst af det patologiske væv. Der kan opnås et velfungerende tandsæt anteriort for de angrebne kæbepartier med konventionelle orale behandlingsmetoder, og patienter vil opnå normale eller næsten normale ansigtskonturer efter 30-års-alderen som følge af kerubismens selvafgrænsende forløb.