Komplikationer til impaktation/retention af tredjemolarer
I en tidligere artikel redegjordes for forekomsten af impakterede/retinerede tredjemolarer blandt 2.000 patienter henvist konsekutivt til røntgenundersøgelse med panoramaradiografi på Afdeling for Radiologi, Odontologisk Institut, Københavns Universitet. I nærværende artikel gennemgås forekomsten af radiologisk påviselige patologiske tilstande i tilknytning til de fundne impakterede/retinerede tænder. Hos 45 (17%) af de 260 patienter med impakterede/retinerede tredjemolarer observeredes patologiske tilstande. Hyppigheden øgedes med stigende alder. Af i alt 434 impakterede/retinerede tænder viste 58 (13%) patologiske tilstande. Hyppigst forekommende komplikation var resorptioner af den impakterede/retinerede tands krone. Der blev fundet seks follikulære cyster, og disse seks tilfælde var de eneste som var ubetinget behandlingskrævende. Periodisk røntgenkontrol af impakterede/retinerede tredjemolarer anbefales, men hos midaldrende og ældre patienter kan undersøgelsesintervallerne øges betydeligt.