Kvalitetsundersøgelse af operativ fjernelse af 3. molarer i underkæben
Operativ fjernelse af 3. molarer i underkæben (M3 inf) er et af de hyppigste oralkirurgiske indgreb. Det er ofte forbundet med postoperative gener, og de fleste voksne patienter har erfaringer fra et sådant indgreb. I denne undersøgelse blev operationen, de postoperative gener samt patientens oplevelse af indgrebet evalueret. Materialet bestod af 132 konsekutive patienter henvist til en privat klinik for tand-, mund- og kæbekirurgi for operativ fjernelse af en M3 inf. Tandens placering i mandiblen og operationsforløbet blev registreret og herefter sammenlignet med frekvensen af postoperative komplikationer. Patienternes oplevelse af indgrebet blev evalueret på tre forskellige tidspunkter postoperativt. Vi fandt at frekvensen af postoperative komplikationer var sammenlignelig med tidligere undersøgelser. Det konkluderedes at mange patienter i op til 3-4 uger postoperativt var generet af food impaction, og at patienterne over 40 år hyppigere havde postoperative komplikationer og mere langvarige smerter.