Makromorfologiske populationsforskelle i det temporære tandsæt
I dentalantropologisk sammenhæng er det muligt at karakterisere en befolknings tandmorfologiske variation vha. relativt få, udvalgte makromorfologiske varianter. De pågældende varianter findes med forskellig hyppighed i de store racekredse som bl.a. udgøres af europæiske, asiatiske og sub-sahara befolkninger. Hver af disse racekredse har således sit karakteristiske dentalkompleks. Inden for den enkelte racekreds findes der tillige lokale tandmorfologiske variationsforskelle, dvs. forskelle mellem befolkninger. Befolkninger er imidlertid aldrig lukkede. De ændrer sammensætning, eksempelvis ved ind- og udvandring. Da de aktuelle tandmorfologiske varianter foruden deres dentalantropologiske relevans også har betydning i klinisk odontologi, er det følgelig hensigtsmæssigt for tandlæger at have et vist kendskab til dentalkomplekser og dermed til den globale tandmorfologiske variation. Den foreliggende artikel er et oversigtsarbejde vedr. nogle indtil nu kendte, makromorfologiske populationsforskelle i det temporære/primære tandsæt.