Metastasering af hepatocellulære karcinomer til regio oralis
Metastasering til mund- og kæberegionen af den hyppigst forekommende maligne levertumor, det hepatocellulære karcinom (HCK), er sjælden. I den engelsk- og fransksprogede litteratur er fundet 28 tidligere rapporterede tilfælde. I 20 tilfælde fandtes metastasen intraossøst og da hyppigst i mandiblens posteriore corpus- og/eller angulus-/ramusregion. I otte tilfælde optrådte den som en eksofytisk voksende tumor på den orale slimhinde. Prognosen, efter fund af metastase fra HCK i de orale regioner, er dårlig; den gennemsnitlige overlevelsestid var 61/2 måned. Der præsenteres et nyt tilfælde hos en 70-årig mand, hvor metastasen manifesterede sig som en stor intraossøs læsion i venstre ramus mandibulae. Patienten, der ikke forinden havde fået stillet nogen primær cancerdiagnose, døde en måned senere. Vi fandt, i lighed med andre forfattere, betydelige blødningsproblemer ved udtagning af vævsprøver fra metastasen. På denne baggrund, og på baggrund af andre forfatteres gode erfaringer med finnålsbioptering af denne læsion, vil vi anbefale dette ved mindste mistanke om metastase fra HCK.