Mundskyl: mundhygiejne eller mundsmag?
Mundskyllevæsker er moderne, og en lang række fabrikater af forskellig sammensætning er på markedet. Hvad er der i flaskerne og har det nogen virkning - gavnlig eller skadelig? En litteraturgennemgang viser at chlorhexidin er bedst, mens den mundhygiejniske virkning af de øvrige er lille eller mangler helt. Mundskyl kan ikke erstatte, men højst supplere mekanisk renhold, og det er almindeligvis ikke udgiften og besværet værd. Den stærke smag kan give en falsk fornemmelse af ren mund. Ubehagelige bivirkninger er ikke helt sjældne, så der er grund til at advare mod bl.a. slimhindeskader og mod børns adgang til de spændende flasker. Det tilrådes at være tilbageholdende med anbefaling af mundskyl.