Når pressen viser tænder

Siden 1950'erne er der sket en firedobling af antallet af artikler om sygdom og sundhed i danske massemedier. I samme periode har den største vækst i kildegrundlaget fundet sted i gruppen lægfolk, der rummer patienter, pårørende og andre borgere. Groft sagt er lægestoffet udviklet til lægmandsstof. Men vurderet sundhedspolitisk er det stadig alliancer af sundhedsfagfolk med løfter om teknologiske 'gennembrud' der præger mediedækningen. Spektakulære patientkasuistikker er yndet kasteskyts i magtkampe mellem interessegrupper hvor alle parter påberåber sig kollegial etik. Det konkluderes at den faglige formidling i praksis foregår på journalisternes præmisser hvilket bl.a. hænger sammen med at hverken patienter, tandlæger eller sundhedspolitikere optræder som homogene kilder når pressen viser tænder. Hertil kommer at danske tandlæger i de seneste årtier har forsømt at vedligeholde den goodwill som offentlig meningsdannelse gennem hundrede år har oparbejdet om professionens sundhedsfremmende arbejde og faglige etik.