Patienter, som systemet ikke når - eller som ikke når systemet
En minoritet af Danmarks voksenbefolkning, psykisk udviklingshæmmede og psykiatriske patienter, har vanskeligt ved at bruge det almene tandplejesystem, der er organiseret som et liberalt erhverv. Disse grupper kan, afhængigt af det enkelte amts regler, via tandlæger, læger, pårørende eller plejepersonale henvises til/henvende sig til behandling på amtstandklinikkerne. De første af disse klinikker blev oprettet i begyndelsen af 1970'erne ved ¶112-institutioner eller hospitaler spredt i landet og har udviklet kendskab til og fysiske rammer for de helt specifikke krav, disse patienter stiller til tandbehandlingens gennemførelse. Nogle af de vanskeligheder, der kan være forbundet med behandlingen og hjemmetandplejen, belyses, og forslag til forbedringer anføres. Specielt foreslås undervisning lagt ind i uddannelserne, såvel af det kliniske personale som af plejepersonalet. Desuden ønskes øget motivation af plejepersonalet/pårørende. Ensartethed amterne imellem mht. organisation og ressourcetilførsel og forskning på området vil, som vi ser det, være et stort skridt på vejen til at sikre samt forbedre tandstatus hos disse medborgere.