Sølundprojektet

Oversigtsartikel Dato: 29.03.2006

Sølund-projektet udførtes i årene 1987-94 på 43 institutioner for udviklingshæmmede i Århus Amt. Det drejede sig om 12 pensionater, 18 bofællesskaber, 11 aktivitetscentre/beskyttede værksteder og to voksenskoler. Formålet var at forbedre tandsundheden for de udviklingshæmmede voksne i amtet. Metoden var opsøgende arbejde kombineret med undervisning af personalet på institutionerne; et anonymt spørgeskema afslørede, hvilke emner vedr. tænder og forebyggelse af tandsygdomme som den pågældende institutions personale savnede viden om. Beboerne på de enkelte institutioner fik mund og tænder undersøgt på stedet med mobilt udstyr. Kurserne blev planlagt ud fra de påviste behov på hver enkelt institution. Beboerne uden fast tilknytning til en tandlæge blev identificeret ved undersøgelsen, og pårørende og pædagoger blev opfordret til at sørge for at få etableret kontakt til en tandlæge. Beboernes faste tandlæger blev kontaktet. En tandplejer deltog i kurserne og instruktionerne og skulle efter projektperioden sørge for turnusbesøg på institutionerne med opfriskning af viden og færdigheder i mundhygiejne.