Spytkirtelfunktion hos patienter med primært Sjögrens syndrom
Sjögrens syndrom er en udbredt bindevævslidelse der kan medføre væsentlige komplikationer for de patienter som rammes af sygdommen. Det er især tåre- og spytkirtlernes funktion der påvirkes, resulterende i meget generende og ofte invaliderende orale og okulære symptomer. Årsagen til sygdommen kendes endnu ikke, men som ved andre bindevævslidelser antages immunologiske faktorer at spille en betydelig rolle i patogenesen. Der foreligger i dag omfattende viden om de kliniske og immunpatologiske aspekter af sygdommen, men der er ikke tidligere udført undersøgelser af spytkirtlernes funktion på cellulært niveau. Nærværende artikel er en gennemgang og diskussion af de diagnostiske kriterier, sygdomsbilledet samt mulige sygdomsmekanismer ved primært Sjögrens syndrom. Desuden beskrives ikke tidligere undersøgte funktionsforhold i spytkirtlerne fra patienter med Sjögrens syndrom og fra raske kontrolpersoner.