Tandmorfologi '97
Tandmorfologi kan i odontologisk sammenhæng defineres som forskningsbaseret viden om variationen i de humane tænders form og størrelse samt de kliniske konsekvenser af denne variation. I de senere år har dette fag ændret karakter ved de danske tandlægeskoler. I den foreliggende artikel analyseres de overordnede emneområder som i dag indgår i fagopbygningen. Det fremhæves at tændernes systematisk-deskriptive makromorfologi er baseret på den moderne opfattelse af tandens principielle makromorfologi. Beskrivelserne er tværfaglige, forskningsrelaterede og omfatter udelukkende klinisk-relevante makromorfologiske variabler på danske tænder. Vi fokuserer i høj grad på tandmorfologiens betydning til daglig i klinisk tandlægevirksomhed. I et afsnit om tandmorfologiske befolkningsundersøgelser gøres der rede for en række forhold vedr. den globale tandmorfologiske variation, i overensstemmelse med at vi i Danmark nu har mulighed for at behandle patienter fra hele verden. Afslutningsvis påpeges det at en tands form og størrelse er resultatet af epigenetiske processer der involverer både arv og miljø. På denne måde søger vi i så vid udstrækning som muligt at forklare de humane tænders form- og størrelsesvariation.