Undersøgelse og vedligeholdelse af orale implantater
Implantater skal vedligeholdes på samme måde som tænder, dvs. med daglig børstning samt interdentalt renhold med tandstikkere, tandtråd og interdentalbørste, da der ellers vil udvikles betændelse, som med tiden kan medføre knoglesvind. Princippet i vedligeholdelsen er at inflammationen skal opdages så tidligt som muligt og den nødvendige behandling igangsættes. Derfor skal man regelmæssigt vurdere plak, blødning, pus og pochedybde omkring implantatet, suppleret med røntgenbilleder hvis de kliniske mål viser knoglesvind. Knoglesvind omkring implantaterne må anses for at være mere alvorligt end omkring tænderne, for hvis knoglen ikke kan genopbygges, vil det medføre at den ru del af implantatet bliver blotlagt i pochen eller i mundhulen. Hermed vil renhold af implantatet blive meget vanskeligt, hvilket kan medføre at implantatet mistes. Hvis implantatet udviser et fortsat knoglesvind og pusflod i fordybede pocher trods intensiv lokalbehandling, bør det fjernes for at undgå en udvikling af osteomyelitis.