Cervikale rodresorptioner udløst af impakterede 3. molarer
Cervikal resorption på 2. molarer er en kendt - og alvorlig - komplikation ved impakterede 3. molarer. Radiologisk kan det være vanskeligt at afgøre, om resorption foreligger, og udvidet røntgenundersøgelse er derfor ofte indiceret. Resorptionens dybde og dens beliggenhed i forhold til den marginale knogle samt prognosen for frembrud eller autotransplantation af den impakterede tand er faktorer, der er bestemmende for behandlingsvalget: 1) ekstraktion af den resorberede tand med forventet spontant frembrud af den impakterede tand, 2) ekstraktion af den resorberede tand og autotransplantation af den impakterede tand, eller 3) bevarelse af den resorberede tand (evt. efter hemisektion) og amotio af den impakterede tand. I nærværende kasuistik, som omhandler to kasus, beskrives de diagnostiske problemer og de behandlingsmæssige overvejelser.