Brodam W. Er rødhårede mere tandlægeangste? ... og andre forskningsresultater, vi ikke bragte
Der publiceres et væld af relevante og spændende forskningsartikler – vi bringer dem som abstracts, korte nyheder og kommenterede artikler forrest i Tandlægebladet.
Indimellem dukker der også specialiteter op. Forskning for feinschmeckere. Læsning for liebhavere. Og måske også forskningsresultater, som ikke umiddelbart ville finde nåde for Tandlægebladets kritiske videnskabsredaktionelle øjne. Men for videnskabsjournalisten er de en kilde til daglig fornøjelse: Hvad mon der dukker op? Måske en ny bakterie – fundet i pocher hos 12-årige jordanere med blå øjne og indvandrerbaggrund? Eller ny viden om, at parodontitis har sammenhæng med snart
sagt hvad som helst – nu også ordblindhed?
Nedenstående er eksempler på nyheder, vi ikke har bragt – nu bringer vi dem alligevel:
Kan man forudsige cariesudvikling ved at læse i håndfladen?
Ja, det kan man ifølge ny indisk forskning. En artikel i Journal of Indian Society of Pedodontics and Preventive Dentistry konkluderer, at personer med mange »loops« i
håndfladen har lavere cariesrisiko end andre. I undersøgelsen fik 90 personer foretaget håndlæsning, samtidig med at de fik målt Streptococcus mutansniveau i saliva – håndaflæsningen blev foretaget på håndaftryk. Personer i forsøgsgruppen havde færre
»loops« i håndaftrykket end en kontrolgruppe. Til gengæld havde de højere niveau af S. mutans og var dermed i større cariesrisiko.
Sharma A, Somani R. Dermatoglyphic interpretation of dental caries
and its correlation to salivary bacteria interactions: an in vivo study.
J Indian Soc Pedod Prev Dent 2009; 27: 17-21.
Et kort og et langt ben – giver det krydsbid?
Nej, i hvert tilfælde ikke hos helt unge mennesker. Det er konklusionen af forskning, som er publiceret i The European Journal of Orthodontics. I undersøgelsen blev mere end 1.100 italienske skoleelever undersøgt ortodontisk og ortopædisk, og omkring 10 % af dem havde uens benlængde. Omkring 12 % af dem havde unilateralt krydsbid – men der var ingen sammenhæng imellem de to forekomster. Unilateralt krydsbid og uens benlængde har tilsyneladende ingen sammenhæng.
Michelotti A, Farella M, Buonocore G, Pellegrino G, Piergentili C, Martina R. Is unilateral posterior crossbite associated with leg length inequality? Eur J Orthod 2007; 6: 622-6.
Er kokosmælk lige så godt som komælk til opbevaring af eksartikulerede tænder?
Næh, kokosmælk er ikke godt – men mineralvand er dårligere. Det viser en brasiliansk undersøgelse af fibroblast-overlevelse i forskellige medier: kokosmælk, kokosmælk med natriumbikarbonat, mælk, saltvand og mineralvand. Mælk havde den største kapacitet mht. celleoverlevelse, derefter kom kokosmælk med natriumbikarbonat og til sidst mineralvand.
Moreira-Neto JJ, Gondim JO, Raddi MS, Pansani CA. Viability of human fibroblasts in coconut water as a storage medium. Int Endod J 2009 Jun 22 (Epub ahead of print).
Mister ældre mennesker balancen, når de mister tænder?
Ja, ny japansk forskning tyder på, at tandtab er en risikofaktor for balanceproblemer.
I en artikel, publiceret i International Journal of Prosthodontics, beskriver forskerne, hvordan 12 mænd og 23 kvinder i en gruppe af personer med helprotese i én eller begge kæber blev sammenlignet med en tilsvarende, fuldt betandet kontrolgruppe. De to grupper blev undersøgt for fysisk fitness og med stabilometer. Kropsbalancen, målt bl.a. ved evnen til at stå på ét ben med åbne øjne, var signifikant mindre i testgruppen end i kontrolgruppen. De japanske forskere konkluderer, at tandtab har betydning for kropsbalancen, og de foreslår, at proprioceptive sensorer fra parodontalligamentet spiller en rolle for kropsbalancen.
Yoshida M, Kikutani T, Okada G, Kawamura T, Kimura M, Akagawa Y. The effect of tooth loss on body balance control among community-dwelling elderly persons. Int J Prosthodont 2009; 2: 136-9.
Udgør urtete en risiko for ortopatienter?
Ja, urtete er ikke godt for ortopatienter – og det er Coca-Cola heller ikke. Begge dele
kan være årsag til, at bonding af brackets ikke fungerer.
Til en artikel, publiceret i the European Journal of Orthodontics, har tyrkiske forskere
studeret virkningen på bonding af sort te, myntete, myntecitronte, rosente og to kontrolgrupper: vand og Coca-Cola. Studiet blev udført in vitro med påvirkning i femminutters sessioner tre gange med 90 dages intervaller. Rosente og Coca-Cola
reducerede tydeligst (og signifikant) bondingstyrken imellem brackets og emalje.
Ulusoy C, Müjdeci A, Gökay O. The effect of herbal teas on the shear bond strength of orthodontic brackets. Eur J Orthod 2009 Mar 31 (Epub ahead of print).
Er ægte rødhårede mere tandlægeforskrækkede?
Har svenske musikere lavere parodontalt knogleniveau? Beskytter caries imod allergi?
Kan man forudsige tandfarve ud fra ansigtstræk? Får fede børn flere tandtraumer?
Alt det samt interessante cases om fx slugte tandbørster og brændte ganer som
følge af ostekager opvarmet i mikroovn er en del af hverdagen, når man researcher efter internationale, odontologiske forskningsnyheder.
Alle artiklerne er listet med DOInumre i PubMed, så der er tale om seriøse og
uden tvivl relevante forskningsresultater.
Alligevel kan det indimellem være svært ikke at trække på smilebåndet ...
Og så var der for resten lige nyheden med de rødhårede, som er mere tandlægeforskrækkede:
Passer det?
Ja, det gør det tilsyneladende. Amerikansk forskning, publiceret i Journal of the American Dental Association, konkluderer, at tandlægeskræk kan være genetisk betinget, og at tandlæger bør være særligt opmærksomme på reaktioner hos patienter med rødt hår.
Baggrunden er angiveligt, at rødt hår skyldes en variant af et melanocortin 1 receptor (MC1R) -gen. Personer med rødt hår er resistente over for subkutane lokalanæstetica,
og derfor har de amerikanske forskere undersøgt, om rødhårede er mere tilbøjelige til at udvikle tandlægeskræk.
I undersøgelsen blev 144 deltagere (67 ægte rødhårede og 77 mørkhårede) udspurgt om generel og tandlægerelateret frygt og om tandlægeskræk og tandlægevaner.
85 af forsøgspersonerne (65 rødhårede og 20 mørkhårede) havde MC1R-genvarianten,
og de led signifikant mere af tandlægeskræk end dem uden genvarianten.
De var også mere end dobbelt så tilbøjelige til at undgå tandlægebesøg.
Binkley CJ, Beacham A, Neace W, Gregg RG, Liem EB, Sessler DI. Genetic variations associated with red hair color and fear of dental pain, anxiety regarding dental care and avoidance of dental care. JADA 2009; 140: 896-905.