Selvmutilering med særligt henblik på oro-maxillo-faciale manifestationer

Selvmutilering er betegnelsen for handlinger, hvor patienter påfører sig selv vævseller organskader. Det kan ske dels bevidst, dels ubevidst. I mange tilfælde ses de som udslag af psykiske afvigelser, men de kan også være et resultat af depression, stress, konflikter mv. Desuden ses selvmutilering i forbindelse med forskellige syndromer og patologiske tilstande. Endelig ses mildere former for selvmutilering, der nærmest har karakter af »uvaner«. Selvmutilering kan antage talrige former, og mange væv og organer i organismen kan blive genstand for mutileringen. Tænder og mundhule er ofte sæde for mutileringer, ligesom tænderne er hyppigt benyttede som »instrumenter« ved selvmutilering. Tandlæger tilknyttet institutioner konfronteres jævnligt med grove former for oral selvmutilering og impliceres i behandling af skaderne og i forebyggende foranstaltninger. Men også i privat praksis kan tandlægerne møde fænomenet hos ikke institutionaliserede patienter med latente psykiske lidelser eller blot stresstilstande, og skaderne kan give anledning til diagnostiske overvejelser. I artiklen gives en oversigt over fænomenet selvmutilering med fokusering på oro-maxillo-faciale manifestationer.