Orofacial granulomatose
Orofacial granulomatose (OFG) betegner en sygdomsgruppe med varierende kliniske manifestationer, der histologisk viser epiteloidcellegranulomer i fravær af fremmedlegemereaktion og erkendt granulomatøs almensygdom, herunder specielt morbus Crohn, sarkoidose, kronisk granulomatøs sygdom og tuberkulose. De tidligere selvstændige sygdomsenheder Melkersson-Rosenthals syndrom og cheilitis granulomatosa opfattes i dag som henhørende til OFG-diagnosen. Udredning for granulomatøse almensygdomme er indiceret, og positivt udfald heraf udelukker OFG. De kliniske manifestationer, differentialdiagnoser, diagnostiske tiltag og behandling diskuteres på baggrund af litteraturen, og tandlægers rolle i diagnostik og behandling beskrives.