Parkinsons sygdom – en udfordrende implantatkasuistik
Parkinsons sygdom er en af de almindeligste, uhelbredelige sygdomme i nervesystemet blandt ældre. Sygdommen er en kronisk neurodegenerativ tilstand, der normalt debuterer efter 50-års-alderen, og rammer hyppigst mænd. Forstyrrelsen skyldes en degeneration af dopaminerge neuroner i det centrale nervesystems basale ganglier. Den konstante produktion og nedbrydning af stoffet dopamin er ansvarlig for funktionen i bevægeapparatet. Ætiologien er ukendt, men arvelige – samt miljømæssige – faktorer kan spille en rolle. Sygdommen er karakteriseret ved dyskenesi (ufrivillige bevægelser), bradykinesi (langsomme bevægelser) samt akinesi (muskelstivhed). De kliniske manifestationer varierer fra let til svær affektion. Hvad angår det orofaciale område er symptomerne så invaliderende, at patienterne har svært ved at kontrollere deres tale, tygge- samt synkereflekser. Maskelignende ansigt med sløret tale og savlen er ikke et ualmindeligt syn hos patienter med Parkinsons sygdom. Det er vigtigt for tandlægen at have indsigt i og forståelse for patientens sygdom, da det er afgørende for et tilfredsstillende behandlingsresultat. I nærværende artikel præsenteres en 66-årig tandløs mand med Parkinsons sygdom, som undergår en implantatbaseret protesebehandling. Patienten klager over utydelig tale samt manglende tyggefunktion. Patienten henvises til Specialtandplejen med henblik på implantatbehandling i regio 3-3. I samråd med patienten samt plejepersonalet på plejehjem besluttes det at foretage implantatbehandling i generel anæstesi samt protesebehandling 3 måneder efter heling. En uge efter anvendelse af proteserne er patienten meget tilfreds og kan tygge og tale bedre.
