Tandplejer-uddannelsen

Dato: 28.10.2010

Tandplejeres arbejdsopgaver har fokus på forebyggelse og sundhedsfremme og kan deles i to hovedgrupper, kliniske og sundhedspædagogiske. Gennem de seneste 20 år er der sket en betydelig udvikling i tandplejererhvervet hen mod øget autonomi og mere integreret samarbejde mellem tandplejere og tandlæger i beslutninger om patienternes tandbehandling. I 1996 fik tandplejere autorisation til at oprette selvstændig virksomhed og tage patienter ind fra gaden, og samtidig blev uddannelsen udvidet til 2½ år. Den foregår på Skolerne for Klinikassistenter og Tandplejere ved universiteterne i København og Århus. Undervisning med patient starter allerede på 1. semester, og ved afslutningen af uddannelsen kan de studerende selvstændigt undersøge, vurdere og lægge behandlingsplan for samt behandle alle patienter inden for deres virksomhedsområde. Den endelige klinisk relaterede vurdering foregår under en mundtlig præsentation af en »eksamenspatient «, mens det afsluttende sundhedspædagogiske projekt både vurderes ud fra en skriftlig rapport og et mundtligt forsvar. Der optages årligt ca. 140 studerende fordelt ligeligt på de to uddannelsessteder, og der dimitteres ca. 110 tandplejere hvert år. I 2006 var der 1.444 erhvervsaktive tandplejere, hvoraf 748 var ansat i privat regi og 349 i offentligt regi. Et forslag til en gennemgribende revision af tandplejeruddannelsen til en treårig professionsbacheloruddannelse i tandpleje er i øjeblikket ved at gennemløbe en akkrediteringsproces.