Fjernelse af zygomaimplantat

Kasuistik Dato: 26.05.2011

Baggrund – Zygomaimplantater kan anvendes ved kraftig atrofi af processus alveolaris posteriort i maksillen. Herved kan rehabilitering ofte foretages uden forudgående knogleopbygning. Fjernelse af zygomaimplantater kan være nødvendigt på grund af infektion. Beskrivelse af patienttilfælde – En 59-årig mand blev henvist til Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Afdeling, Århus Universitetshospital, for fjernelse af et zygomaimplantat på grund af periimplantitis og recidiverende sinuitis. Implantatet blev fjernet i generel anæstesi via såvel intraoral som ekstraoral adgang. Herved blev implantatet fjernet i flere stykker med trepanbor. Det postoperative forløb var komplikationsfrit. Konklusion – Fjernelse af det pågældende zygomaimplantat nødvendiggjorde intraoral og ekstraoral adgang i generel anæstesi. Der var således tale om en omfattende operation med potentiel risiko for alvorlige komplikationer hovedsageligt på grund af tæt relation til orbitaindholdet. Endvidere er der ikke udviklet specialudstyr eller beskrevet procedurer til dette formål. Selvom der ikke opstod komplikationer efter fjernelse af zygomaimplantatet i nærværende patienttilfælde, bør zygomaimplantater udelukkende anvendes, såfremt knogleopbygning og indsættelse af konventionelle implantater forventes at medføre større risiko for komplikationer.