Faglig kommentar til: Dentoalveolære traumer i det permanente tandsæt

Den ankyloserede fortand i infraposition hos børn
Jeg har med stor interesse læst lis Almers og Henrik løvschalls udmærkede artikel. På side 1053 ses et foto (fig. 5) af en +1 i infraposition på grund af ankylose, og i teksten på side 1054 anføres: ”optræder ankylose tidligt inden vækstens afslutning, bør tanden fjernes …”. Der er ingen referencer til denne anbefaling, men jeg ved, at det har været den almindelige anbefaling blandt klinikere og undervisere i mange år.
jeg har siden 2005 udviklet en anden behandlingsstrategi med trinvis kirurgisk ekstrusion – en metode, som bevarer både knogle og æstetik.

I løbet af mine 30 år som kommunal overtandlæge har jeg flere gange set patienter, der efter traume med eksartikulation eller intrusion har fået ankylose af en fortand, som så blot er blevet observeret. i de værste tilfælde har det ført til ekstrem infraposition med tendens til reimpaktation med kipning af nabotænder og med hæmmet knoglevækst i området, hvorved muligheden for senere implantatindsættelse er blevet vanskeliggjort meget.

Et sådant tilfælde overraskede mig for syv år siden, da det viste sig, at den ankyloserede tand faktisk var meget let at fjerne.

Det har herefter været min erfaring, at ankyloserede fortænder i infraposition oftest ret nemt lader sig løsne med tang, hvorved de kan replaceres i en bedre position. At gøre det løser både et aktuelt kosmetisk/funktionelt problem for patienten og
sikrer bedre knogle til evt. senere implantatindsættelse.

Teknikken er enkel: Der lægges lokalbedøvelse, tanden løsnes forsigtigt med tang og replaceres under hensyntagen til okklusionen og ud fra forventningerne til fremtidig vækst (normalt 1-2 mm elongeret i forhold til nabotænderne). Med et stykke ortobuetråd eller en udrettet papirklips og plast fikseres tanden elastisk til nabotænderne i ca. to uger. Tanden vil – på grund af den lokale beskadigelse af rodhinden, som oprindeligt var årsag til ankylosen – sandsynligvis igen ankylosere, men nu i en mere hensigtsmæssig position. Hvis senere vækst igen giver infraposition over 1-2 mm, kan proceduren gentages. Jeg har også været ude for, at ankylosen forsvandt efter den skånsomme, kirurgiske ekstrusion.

Der er efter min opfattelse alt at vinde og intet at tabe ved den her beskrevne metode. Det ville være fantastisk, hvis en af tandlægeskolerne eller en stor kommunal tandpleje ville lave et forskningsprojekt over denne hidtil kun empirisk baserede
behandlingsmetode, som kun indebærer fordele og ingen ulemper i forhold til ekstraktion.