Aktuelle odontologiske fokus- og prioriteringsområder i dansk politik
De tre interviews bekræftede de interviewedes interesse og forståelse for betydningen af, at tandpleje er et ligeværdigt område i sundhedsvæsenet. På trods af at de tre folketingsmedlemmer repræsenterede forskellige politiske partier, havde de i væsentligt omfang fokus på de samme problemer, omend deres syn på problemernes løsning kan være forskelligt.
Baggrund og formål – Det er mange år siden, at dansk tandpleje som helhed har haft politisk bevågenhed. I mange år er udviklingen af tandplejen sket gennem forhandlinger mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner ved fornyelse af overenskomster for voksentandplejen og gennem politiske initiativer på enkeltområder fx indenfor omsorgstandpleje, specialtandpleje og midlertidige ordninger for socialt udsatte grupper. På baggrund af interviews med udvalgte folketingsmedlemmer i foråret 2015 er formålet med denne artikel at tage temperaturen på interessen for, om Folketinget vil gøre tandplejen her i landet til et fokusområde, samt at vurdere, hvad der i givet fald vil blive prioriteret.
Interviews – Der gennemførtes interviews med tre udvalgte folketingsmedlemmer, som dækker en stor del af det politiske spektrum, og som allerede har vist særlig interesse for odontologien. Interviewene tog udgangspunkt i en spørgeguide, som i forvejen var fremsendt til politikerne. Hovedtemaer var: ulighed i tandplejen, den offentlige finansiering af tandplejeområdet, licitation af offentlige tandplejeopgaver, nye tilbud til udsatte grupper, brugerbetaling, mulig nedsættelse af en tandplejekommission og aktuelle politiske initiativer på tandplejeområdet.
Konklusioner – De tre interviews bekræftede de interviewedes interesse og forståelse for betydningen af, at tandpleje er et ligeværdigt område i sundhedsvæsenet. På trods af at de tre folketingsmedlemmer repræsenterede forskellige politiske partier, havde de i væsentligt omfang fokus på de samme problemer, omend deres syn på problemernes løsning kan være forskelligt. De udtrykte alle interesse for et kommende politisk fokus på dansk tandpleje, hvor der er følgende fælles prioriteringer: Der skal ses på lovgivningen på tandplejeområdet, der skal gennemføres en afbureaukratisering af tilskudsområdet, der skal gøres noget ved den sociale ulighed, og der skal ses på brugerbetalingen.