Pædodontisk parodontologi
Anvendelsen af antibiotikum skal altid foregå som supplement til den mekaniske behandling (depuration og eventuel parodontalkirurgi). Inden antibiotikum vælges, er der undertiden behov for mikrobiologisk udredning af den subgingivale mikroflora og efterfølgende resistensbestemmelse.
En tidlig alder for sygdomsdebut, høj sygdomsprogression, fravær af systemisk sygdom og involvering af flere tænder med et karakteristisk mønster for tab af den alveolære knogle er vigtige diagnostiske elementer ved den aggressive marginale parodontitis. Hos børn og unge er forekomsten af aggressiv marginal parodontitis forholdsvis sjælden, men grundet det danske samfunds diversitet, hvad angår etnicitet, er forekomsten muligvis ikke den samme i Danmark i dag som for årtier siden.
Behandlingen af aggressiv parodontitis stiller store krav til klinikeren og bør foregå i tæt samråd med en tandlæge med erfaring indenfor parodontologi. Behandlingen beror på, at et kendskab til ætiologiske, patogenetiske, mikrobiologiske og kliniske karakteristika for sygdommen tilpasses den enkelte patient. Behandlingen omfatter en konventionel, men effektiv og ofte kort hygiejnefase, med fokus på opstilling af specifikke individuelle mål, instruktion i adækvat mundhygiejne efter plakindfarvning, og hos nogle patienter vil der tillige være behov for parodontalkirurgi.
Anvendelsen af antibiotikum skal altid foregå som supplement til den mekaniske behandling (depuration og eventuel parodontalkirurgi). Inden antibiotikum vælges, er der undertiden behov for mikrobiologisk udredning af den subgingivale mikroflora og efterfølgende resistensbestemmelse. Brugen af antibiotikum bør begrænses mest muligt for at reducere resistensproblemer. Efter gennemgået parodontalbehandling er et nøje individuelt tilrettelagt vedligeholdelsesprogram med reinstruktion og depuration mindst lige så vigtigt for at følge en eventuel sygdomsprogression og kunne gribe hurtigt ind ved recidiv.
Klinisk relevans:
Marginal parodontitis i det primære og permanente tandsæt hos børn og unge ses fortsat relativt sjældent, men når sygdommen forekommer,
er det et klinisk alvorligt problem, hvor det er særdeles vigtigt at kunne udvise rettidig omhu og behandling.
Denne oversigtsartikel giver tandlægen, der behandler børn og unge, opdateret viden om de gældende undersøgelsesmetoder og diagnostiske kriterier, der ligger til grund for de forskellige former for marginal parodontitis, der almindeligvis forekommer i den pædodontiske klinik med særlig fokus på aggressiv marginal parodontits. Artiklen beskriver ligeledes, hvordan vi skal være i stand til at behandle børne- og ungepatienten, sædvanligvis helst i samarbejde med kollega med betydelig parodontologisk indsigt og behandlingskompetence, og kunne støtte patienten i vedligeholdelsen af det opnåede behandlingsresultat.
Paediatric periodontology
Early age at the onset of disease, rapid disease progression, absence of systemic diseases, and the involvement of several teeth with a characteristic pattern of alveolar bone loss are important diagnostic features of aggressive periodontitis. In children and adolescents, the prevalence of aggressive periodontitis is relatively low, but due to the increasing diversity of the ethnicity of the Danish society, the disease prevalence at present may differ in Denmark from the prevalence decades ago. The treatment of aggressive periodontitis may be challenging for the clinician and should normally be done in close collaboration with an experienced dentist within the discipline of periodontology. The treatment is based on knowledge on etiological, pathogenic, microbiological and clinical characteristics of the disease, individually adjusted according to the status of the specific patient. The treatment includes an often short “hygienic phase”, with a focus on setting specific individual goals, instruction in adequate oral hygiene after the use of a disclosing solution, and in some patients a need for periodontal surgery. The use of antibiotics should always be performed as a supplement to the mechanical treatment (scaling and, if necessary, periodontal surgery). Before the choice of antibiotic(s), there is sometimes a need for a microbiological diagnostics of the subgingival microflora and eventually susceptibility testing. The use of antibiotic(s) should be minimized to reduce resistance problems. After periodontal treatment, a careful individually planned supportive program for re-instruction and scaling is just as important to be able to monitor the disease progression and if needed to intervene in case of recurrence.
