Prognostic value of the full-scale Periapical Index
Det blev vist, at hvert af de fem trin i PAI-skalaen havde en distinkt prognostisk værdi ved både rodfyldte og ikke-rodfyldte tænder.
Den prognostiske værdi ved anvendelse af den fulde skala af Periapikalt Index
Formål
At vurdere, om gradering af periapikal sygdom ved hjælp af den fulde skala i Periapikalt Index (PAI) kan forudsige sygdomsudvikling for henholdsvis rodbehandlede og ikke rodbehandlede tænder.
Materiale og metoder
En tilfældigt udvalgt population fik foretaget røntgenhelstatus i 1997, 2003 og 2008. Dette studie inkluderede 330 personer, der deltog i alle tre røntgenundersøgelser, og 143, der kun deltog i den første og den anden undersøgelse. Ved hver undersøgelse registrerede man, om tanden var til stede i mundhulen, om den var rodfyldt og PAI-score (1-5). For rodfyldte tænder blev det endvidere registreret, om der var foretaget en revision i en af de mellemliggende perioder.
Resultater
Ved baseline havde ikke-rodfyldte tænder en lavere PAI-score end rodfyldte tænder (P < 0,0001). En høj PAI-score ved baseline øgede risikoen for at en tand, rodfyldt eller ej, blev ekstraheret (P < 0,001). Hvis PAI-scoren ved baseline var høj, var PAI-scoren ved followup højere, end hvis baseline PAI-scoren havde været lav. Rodfyldte og ikke-rodfyldte tænder udviste helt overordnet et sammenligneligt sygdomsmønster, men der var dog forskel (P < 0,001). Ikke-rodfyldte tænder, der ved baseline havde PAI- score 1 eller 2, havde en betydelig bedre prognose end de tilsvarende rodfyldte (P < 0,001). Samtidig havde rodfyldte tænder med en baseline PAI-score på 3, 4 eller 5 en bedre prognose end sammenlignelige ikke-rodfyldte tænder (P = 0,023).
Konklusion
Det blev vist, at hvert af de fem trin i PAI-skalaen havde en distinkt prognostisk værdi ved både rodfyldte og ikke-rodfyldte tænder.
Aim – To evaluate if the full-scale Periapical Index (PAI) may predict the periapical status over time in non-root-filled and root-filled teeth.
Material and methods – Full-mouth radiographic surveys of a random sample from a general population were performed in 1997, 2003 and 2008. The present investigation included 330 persons who participated in all three examinations, and 143 persons who participated in the first and second examination. At each examination presence or absence of a tooth and of a root filling was recorded, and a PAI score (1-5) was assigned to all teeth. For root-filled teeth re-treatment of a root filling was recorded.
Results – At baseline non-root-filled teeth had lower PAI scores than root-filled teeth (P < 0.0001). A high baseline PAI increased the risk of extraction for both root-filled (P < 0.001) and non-root-filled teeth (P < 0.001). At 5-year follow-up PAI scores were higher when baseline PAI scores had been higher. The overall pattern for root-filled and non-root-filled teeth was similar, however the differences were statistically significant (P < 0.001). In particular, the follow-up PAI score for non-root-filled teeth with baseline PAI score 1 or 2 was significantly lower than that of root-filled teeth (P < 0.001). For root-filled teeth with baseline PAI score 3, 4 or 5, the trend was reversed as they overall had slightly lower PAI scores at follow-up (P = 0.023).
Conclusion – Repeated radiographic assessments of teeth using the full-scale PAI reveal that each of the five scores had distinct prognostic value for the course of periapical disease over a five-year period for both non-root-filled and root-filled teeth.
